Her er priserne – hvad for et abonnement på førerløse biler vil du have?

Det er ikke længere et spørgsmål om, men hvornår førerløse biler kommer til Danmark.

Derfor melder et nyt spørgsmål sig: Hvad kommer de i grunden til at koste?

Det har jeg allieret mig med Ruhne Fiala for at finde frem til. Han arbejder til daglig med internationalisering af softwarevirksomheder. Her er prissætningen af eksempelvis abonnementspakker helt afgørende for at få vækst. I de seneste år har han arbejdet indgående med bl.a. prissætning af software og abonnementspakker hos e-conomic international, Telenor og Falcon.io.

Sammen har vi haft gang i kuglerammen og kigget i krystalkuglen for at give et kvalificeret bud på, hvad du kan komme til at betale for at bruge en førerløs bil. Og lad os bare starte med en god nyhed:

”Et af de ting, der er værd at bide mærke i er, at førerløse biler ikke ser ud til at blive specielt dyrere at tegne abonnement på, end det i dag er at leje eller for den sags skyld at eje en bil,” siger Ruhne Fiala.

Abonnement = billige førerløse biler

En stor del af grunden til det er, at førerløse biler vil være markant anderledes, når det kommer til brug, ansvar og rettigheder. Jeg har tidligere skrevet både her på Berlingske og på den international BDO Tech and Media Watch blog om, hvordan førerløse biler vil medføre en række fundamentale ændringer. Det gælder specielt i forhold til ejerskabsmodellen.

Både Ruhne Fiala og jeg regner med, at brugen af førerløse biler primært vil være baseret på abonnements- og lejeordninger. Ejerne vil være transportselskaber, bilfabrikanter og/eller store lejeorganisationer (tænk eksempelvis en andelsforening i overstørrelse – og på hjul).

Det giver en række stordriftsfordele, og hvis man som forbruger vælger at abonnere på førerløse biler, vil det fjerne nogle af de omkostninger, der normalt er forbundet med at have bil. Det gælder eksempelvis udgifter til reparationer ved mindre uheld, vægtafgift, forsikring m.v., som i dag kan udgøre omkring 20-30% af de månedlige beløb, det koster at have bil. Et firma som Tesla overvejer allerede en salgsstruktur, der minder om, hvordan vi kommer til at leje en bil i fremtiden.

Førerløse til hver smag

Ligesom det i dag er tilfældet med leasing- og lejebiler, vil det i fremtiden være muligt at tegne forskellige abonnementer på førerløse biler.

”Selskaberne, der står for de førerløse biler, vil være et mix af biludlejningsfirma og taxi-virksomhed. Løsningerne du kan vælge, går fra at have din egen førerløse bil, der altid er til rådighed til pay-as-you-go eller en abonnementspakke, hvor den førerløse bil fungerer som en blanding af en taxi og en bus,” siger Ruhne Fiala.

For at starte med basis-pakken betyder det, at du som bruger kan komme ud for samkørsel. Du kan med andre ord bestille bilen, men risikerer, at der er andre, som bliver samlet op undervejs, og at ruten mellem dit startsted og slutsted vil indbefatte lidt slinger for at samle andre rejsende op og/eller sætte dem af.

For den ulejlighed får du en billigere løsning, som dog kræver, at du booker god tid i forvejen, så logistikken kan gå op.

Selve reserveringen kommer til at foregå elektronisk via smartphones og hjemmesider, og vil nok minde en del og den måde, man i dag booker Uber eller lignende services.

Min eller vores bil?

I den anden ende af skalaen fra basic finder vi premium-modellen. Det er til dem, der vil hentes af en Tesla S eller lignende luksusbil. Premium har også en meget kortere responstid – det er nok at bestille mellem et kvarter og en halv time i forvejen. Ud over det æstetiske er der her også ekstra services såsom espresso, frugt og fuld underholdningspakke (Netflix Wi-Fi mm.) inkluderet under turen.

Selve detaljerne og den endelige pris for de forskellige abonnementer kan afhænge af, hvor i landet man befinder sig. En af årsagerne er, at der er stor forskel på den gennemsnitlige befolkningstæthed og afstand mellem opsamlings- og afsætningspunkter (hjem, arbejde, skole og lignende), alt efter, om man bor på landet eller i byen.

Der vil efter al sandsynlighed være nogen, der foretrækker at købe den førerløse bil og have den stående klar i garagen, da det trods alt giver optimal fleksibilitet. I første omgang tror både Ruhne Fiala og jeg, at det kommer til at dreje sig om mellem en fjerdedel og tredjedel af alle bilejere. Et tal der vil blive lavere over tid.

Fire mulige abonnementer

Her er fire bud og korte beskrivelser af forskellige abonnementer på førerløse biler.

Premium

– Solokørsel (ingen stop for at samle medpassagerer op)

– Luksusbil (BMW 5, Tesla S eller lignende) med ekstra plads

– 30/45 minutters responstid (by/land) fra bestillingstid

– Max 1500 km pr måned, dog max 90 ture

– Forfriskninger som kaffe, the og frugt inkluderet

– Fuld entertainment-pakke (inkl. nyheder, Wi-Fi og fuld TV-pakke) inkluderet

Pris: kr. 5999 – 6999 per måned (kan fås som egen bil til 9999 per måned)

Standard

– Solokørsel (ingen stop for at samle medpassagerer op)

– Standardbil (Ford, Toyota eller lignede)

– 1 times forudbestilling

– Max 1500 km pr måned, dog max 60 ture

– Kaffe, the og frugt kan købes under turen

– Standard entertainment-pakke (standard TV, Wi-Fi og nyheder) inkluderet

Pris kr. 2999 – 3999 per måned

Basic

– Samkørsel med op til tre andre – risiko for længere transporttid

– Skal bestilles 6 timer før

– 1000 km per måned, dog max 50 ture per md

– Basic entertainment-pakke (nyheder, standard TV, Wi-Fi) mod betaling

Pris: 1.999 – 2500 per måned

Pay-as-you-go

– Samkørsel m op til 3 andre

– Risiko for længere transporttid

– Basic entertainment-pakke (nyheder, standard TV, Wi-Fi) mod betaling

Pris: Afhængig af forudbestillingstid, tidspunkt for transport og antal kørte kilometer

 

  Premium Standard Basic Pay as you go
Max antal ture per måned 90 60 50
Max ventetid 30/45 min 1 time 6 timer 6 timer
Max kilometer 1500 1500 1000
Samkørsel Nej Nej Ja Ja
Entertaiment-pakke Fuld – inkluderet Standard – inkluderet Basic – kan købes Basic – kan købes
Kaffe / The Inkluderet Mod betaling Nej Nej
Frugt Inkluderet Mod betaling Nej Nej
Månedlig pris (kr.) 5999 – 6999 2999 – 3999 1.999 – 2500 Grundabonnement + forbrug

 

Fakta: Sådan fandt vi priserne

Forslagene bygger på research af mulige priser på førerløse biler, sammenligninger med eksisterende abonnementspakker og leasingordninger og projekteringer/fremskrivninger af mulige omkostningsbesparelser for forbrugerne ved stordrift i et marked med bred konkurrence.

I forhold til beskrivelsen af biler skal det bemærkes, at der sammenlignes med nuværende bilmærkers generelle niveauer i forhold til pris, design, komfort, etc. Førerløse biler vil efter al sandsynlighed have et markant anderledes layout end biler har i dag.

Prisestimaterne er desuden bygget på nuværende omkostninger forbundet med bilejerskab (eksempelvis årlig vægtafgift, forsikring m.v.). Buddene tager udgangspunkt i danske priser – ved et uændret afgiftsniveau som p.t. udgør 150 % på almindelige biler, og i 2017 40 % på elbiler.

Det præcise tidspunkt for de første abonnementsordninger på førerløse biler som dem beskrevet ovenfor er stadig uvist. Der er dog flere selskaber, inklusiv Volvo og BMW, som regner med at sælge fuldt førerløse biler inden udgangen af 2021. Jeg mener derfor, det er realistisk, at vi vil se de første abonnementsordninger inden for de næste fem år.

One response to “Her er priserne – hvad for et abonnement på førerløse biler vil du have?

  1. Priserne kommer væsentligt længere ned, da det bliver biler på Svenske eller Tyske plader. Så du klan ikke sammenligne dem med priser på danske biler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *